Tre point til U19 i Langeskov

Efter en runde som oversidder skulle U19 søndag middag igen på græs … eller pløjemark, som banen i Langeskov nok nærmere kunne betegnes som.
Det startede ellers fornuftigt for De Blå, der i kampens begyndelse kom til en god portion af chancer. Sami Hana Jørgensen, der til dagens kamp startede på toppen, leverede i kampens 2. minut et indlæg som Langeskov var mere eller mindre tæt på at cleare i eget net. Bare to minutter senere sendte Mike Rasmus Sørensen en bold i dybden til Adam Samit Moesgaard, men muligheden endte med at løbe ud i sandet. Det skulle han dog gøre godt igen kort efter. En lang bold fra Mads Kruse i forsvarskæden røg over Gud og hver mand, og så kunne Adam løbe den op. Tæt ved mål lagde han den på tværs til Sami, der med kattepoten gjorde det til 0-1 i det 6. minut. Det fik Langeskov dog hurtigt rystet af sig. Bolden var nærmest kun lige givet op, da De Grønne minuttet efter fik et angreb, som flere gange kunne være blevet afværget. Til sidst endte det med et forsvarskoks … og så var der balance i regnskabet.
Kampen fortsatte i samme stil. Rasmus Gram Rostrøm forsøgte sig uden for feltet med et fladt skud som Langeskov-målmanden afværgede til hjørne. I første omgang fik Langeskov bolden ud af feltet, dog lige for fødderne af Daniel Sølvberg Nielsen, der kunne samle den op og gøre det til 1-2 efter bare 10 minutters spil. Tre minutter senere fik Langeskov et frispark i siden, der lige så godt kunne være dømt Trettens vej. Langeskov brugte dødbolden til at slå en høj bold i feltet, hvor Trettens markeringer ingenlunde var på plads … og så kunne de uden at blive chikaneret heade den ind til 2-2. Deja vu på den dårlige måde.
Tretten skabte herefter stadigvæk de fleste og største chancer. Adam Samit Moesgaard fik trykket af efter et hjørnespark, men en flot fodparade fra Langeskov-keeperen forhindrede en føring til Tretten for tredje gang i kampen. Den kom til gengæld i det 23. minut, da Ehsan Hashimy sendte en dybdebold afsted til Mike Rasmus Sørensen, som roligt lagde den forbi målmanden og ind til 2-3. Få minutter senere var Ehsan igen manden bag den skarpe aflevering, da han sendte den ind over mål, hvor Sami Hana Jørgensen kom først på. Uheldigvis en smule overplaceret. Chancerne blev ved med at komme og i det 39. minut blev Adam for Gud-ved-hvilken-gang sendt i dybden. Han lagde en tværbold til Mike på bageste, men Langeskov-keeperen afviste endnu engang. Han havde dog ikke meget at stille op med lige inden pausefløjtet. Et indlæg fra Mike ind til venner og fjender endte med, at Langeskov puttede den i eget mål til pausestillingen 2-4.
Tobias Andersen kom ind på toppen kort tid efter anden halvlegs begyndelse … og han fortsatte hvor de andre slap med et knastørt hug udefra, som røg til hjørne. Ligesom ved 1-2-målet endte bolden igen udenfor feltet til en blå, denne gang i form af Oliver Pehrson, som med et ellers udmærket forsøg sendte bolden lige over Langeskov-målet. Tretten havde bolden og dominerede, men halvlegens første store chancer kom efter et kvarters spil. Mike Rasmus Sørensen fik bolden i en god position i feltet, men stolpen var denne gang i vejen for ham. Minuttet efter gjorde han dog skaden god igen, da han sendte den ind til 2-5. Tretten lod til at have styr på det med en tre-måls-føring og var rimelig meget i kontrol på banen. Men så begyndte fejlene at indfinde sig. En dårlig bold op gennem midten i det 33. minut blev opfanget af Langeskov og så kunne de løbe lige igennem og reducere til 3-5. Selvom spillet ikke flød, så var årstalsklubben dog alligevel tæt på at sætte kniven i til sidst. Først fik Tretten frispark i stedet for fordelen, da Christian Leth Philipsen kom alene igennem. Derefter blev et forsøg fra Tobias Andersen efter hjørnespark reddet på stregen af en Langeskov-spiller. Langeskov afsluttede dog kampen bedst, da de via straffespark fik yderligere reduceret.
Kampen endte med en 4-5-sejr til De Blå; der har sidste kamp i Mesterrækken den 9. november på udebane mod Ringe BK. Kampens spiller blev Ehsan Hashimy, der spillede en fornem kamp.