Francis Nnah skifter til B1913
Det er lykkedes os, at få trukket den blå trøje over hovedet på Francis Chibuike Nnah, der senest har været på kontrakt i finsk fodbold. Den 24-årige angriber er ikke noget ukendt ansigt på Campusvej, da han ad flere omgang har trænet med Danmarkserie-truppen henover de sidste par år. Francis kommer oprindeligt fra Nigeria, men blev hentet til Danmark af FC Midtjylland tilbage i 2011, via deres nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei. Francis tilbragte fire år på akademiet i FC Midtjylland, hvorfra han undervejs var udlejet til finsk fodbold, som han efterfølgende tilbragte tre sæsoner i. Han blev i sin tid hentet til FC Midtjylland som midterforsvar men blev på akademiet omskolet til angriber. Derfor er der to positioner han umiddelbart kan dække.
Francis selv udtaler:
”Klubben har åbnet døren for mig og ladet mig træne med ad flere omgange mellem mine udlandsophold. Skæbnen vil, at jeg netop har stiftet familie i Odense og derfor slår mig permanent ned for den kommende periode. Det giver mig muligheden for at betale lidt tilbage for den gæstfrihed klubben har vist mig. Samtidig har jeg kæmpet en del med en skade de sidste to år og blev så sent som i foråret opereret i lysken. Derfor ser jeg også klubben som en god mulighed for, at jeg kan finde mig selv og min form og forhåbentlig blive helt fit igen.”
Om tilgangen af Francis udtaler sportschef Lars Munk følgende:
”Francis er en rigtig god ven af huset og først og fremmest en virkelig god fyr. Han har trænet med siden sommeren for at komme ovenpå igen efter et skadesforløb, så vi er rigtig glade for, at man fremover også kan se ham i kamp og ikke kun til træning. Selvom den finske liga måske ikke er den, som vi kender mest til i Danmark, så er det stadigvæk nogle rigtig fine adresser, Francis har været på. Det er klart, at en mand af den størrelse vil være en stor mundfuld for de fleste, men vi er også bevidste om, at Francis har været igennem et længere skadesforløb. Kan han bare finde en snert af fordums styrke frem, så er jeg sikker på, at han kan blive et rigtig stort aktiv for vores hold.”
Francis starter op sammen med resten af Danmarksserie-truppen den 4. januar.