Menu

Vi søger flere hænder til at løfte klubben

image
02. september 2018 kl. 21:20
Vi søger frivillige, der har gejst og lyst til at udfylde vores små huller i klubben.

Det går rigtig godt i vores blå klub, og vi mangler derfor hænder hist og her, der kan være med til at løfte de positive vinde, som blæser. Vi søger lidt for en hver smag fra holdleder til herrernes Serie 1 til hjælpetræner for vores Smølfehold for små børn. Fælles for alle stillingerne er, at erfaring ikke er nødvendigt. Så længe man har viljen og lysten til at påtage sig opgaven, skal vi nok hjælpe med at resten kommer på plads.

 

Vi mangler på stående fod følgende:

 

Sponsorkoordinator
I øjeblikket mangler vi en tovholder, som kan holde det kølige overblik over klubbens sponsorer med hensyn til, hvem vi har i folden, hvor længe deres sponsorat gælder, kontaktpersoner ved de forskellige sponsorer, sponsorpleje osv. Man bliver samtidig en del af gruppen omkring klubbens erhvervsnetværk E1913, hvor man også har mulighed for at sætte sit eget præg på, hvilket retning og udvikling netværket skal tage.

Kontakt: Rina Østergaard på 29 84 28 01 eller rioes@b1913.dk

 

Holdleder til Serie 1-herrerne
Vores reserver i Serie 1 er kommet flyvende fra start med 12 point i sæsonens første fem kampe. Vi mangler i øjeblikket en holdleder, der kan være en medspiller på det organisatoriske plan før, under og efter kampene, således cheftræner Jakob Pavar kan koncentrer sig om spillet på banen. Jobbet består først og fremmest i at sørge for, at alle remedier kommer frem og tilbage, men også at der bliver keret for holdet og spillerne fra startfløjt til slutfløjt. Det er dog værd at pointere, at tjansen ikke indbefatter tøjvask.

Kontakt: Peter Schousboe på 28 50 02 07 eller ungdom@b1913.dk

 

Holdleder til damerne i Fynsserien
Vores damehold i Fynsserien mangler ligeledes en holdleder, der kan hjælpe til omkring kampdage, så de to trænere Serge Bodjo og Mark Brinch kan fokusere på spillet på banen. Jobbet består i at sørge for remedierne kommer frem og tilbage og lidt nus omkring holdet. Det er dog værd at pointere, at tjansen ikke indbefatter tøjvask.

Kontakt: Peter Schousboe på 28 50 02 07 eller ungdom@b1913.dk

 

Stadionspeaker til førsteholdets hjemmekampe
Til vores hjemmekampe i Danmarksserien søger vi en stadionspeaker, der kan være en del af holdet på kampdage. Som stadionspeaker er man ikke bare en del af begivenhedernes gang, man har også uden diskussion den bedste plads på Campus Road, hvor man er placeret i tårnet ved banens midte. Som speaker skal man blandt andet sørger for oplæsning af hjemme- og udehold, advarsler og udvisninger samt scorede mål.

Kontakt: Rina Østergaard på 29 84 28 01 eller rioes@b1913.dk

 

Banekridtere til anlægget
I hverdagene kunne vi hellere end gerne bruge personer, der har lyst til at kridte nogle af anlæggets baner op et par gange om ugen, så stregerne altid holdes ved lige. Det kan mere eller mindre gøres, når det passer ind i ens eget program, og ville være en kæmpe hjælp, der vil blive værdsat af samtlige hold klubben.

Kontakt: Peter Schousboe på 28 50 02 07 eller ungdom@b1913.dk

 

Træner til U7-U8-pigerne
Vores to kvindespillere Sofie Bech Thogaard og Mai Thi Nielsen har gjort et formidabelt arbejde med at starte pigeholdet op sidste år. Desværre er de af familiære og geografiske årsager blevet nødsaget til at stoppe. Derfor søger vi nye kræfter, som har lyst til at overtage vores fantastiske pigehold. Holdet består af otte piger, der er vilde med hinanden og fodbold. Holdet trænes i øjeblikket af Nils Kruse, som normalt agerer holdleder for holdet. Træningen foregår i 45 minutter en gang om ugen.

Kontakt: Nils Kruse på 23 43 99 50 eller nikr@b1913.dk

 

Træner til Sandkassebold U5-U7
Vores Sandkassehold står og mangler en ny træner efter Klaus Sig Larsen, der startede holdet op og har haft det indtil nu. Klaus skal tilbage til skolebøgerne og kan dermed ikke afse den fornødne tid. Sandkasseholdet er et rigtig hyggeligt hold med en masse drenge og piger, der gerne vil ud og røre sig en gang om ugen i 45 minutter.

Kontakt: Peter Schousboe på 28 50 02 07 eller ungdom@b1913.dk

 

Hjælpetræner til Smølfebold U2-U4
Til vores nyopstartede Smølfehold søger vi en hjælpetræner, der sammen med Nils Kruse kan være med til at organisere og stå for øvelserne til træningen. Smølfebold viste sig fra første gang at være en stor succes med et hav af både glade unger og forældre, som hygger sig i en god halv time hver lørdag formiddag.

Kontakt: Nils Kruse på 23 43 99 50 eller nikr@b1913.dk

 

Fysioterapeut eller fysioterapeutstuderende til sundhedsteam
Klubben har fokus på at udvikle sundhedsafdelingen. Den skal arbejde med skadesforebyggende træning, skadesbehandling, genoptræning og vejledning af spillere og trænere i førsteholdstrupperne på herre og dame-siden. Desuden står afdelingen for formidlingsarrangementer af sundhedsfaglig karakter for klubbens medlemmer ligesom deltagelse i projekter kan indgå. Klubben har adgang til et træningslokale, som nyligt er blevet opgraderet efter anvisninger fra Team Danmark-konsulent. Herudover et undersøgelses- og behandlingsrum. Klubben prioriterer kompetenceudvikling af teammedlemmer i form af kurser og deltagelse i supervision fremfor store lønninger. Aktuelt består teamet af en idrætsuddannet samt 2 fysioterapeuter, men der er behov for en fys. mere. Du skal specielt tage dig af Danmarksserietruppen for herrer. Individuelle ydelser til spillere aftaler du på tidspunkter, hvor du kan - i forbindelse med træning eller på et andet tidspunkt. Herudover forventer vi, at du deltager ved Danmarksseriekampe, hvor vi dog har afløsningsmuligheder for dig efter aftale. Vi tilpasser sundhedstilbuddets omfang i forhold til det, du kan byde ind med.

Kontakt: Rina Østergaard på 29 84 28 01 eller rioes@b1913.dk

Luk