Old Boys generalforsamling 2019
20-25 blå sjæle var mødt frem for at kigge bestyrelsen efter i sømmene, og de kunne konstatere at antallet af medlemmer var stabilt som i de forgangne år. Nogle går og andre kommer til.
Foreningen er også formuende, kunne dirigent Ib Ketelsen konstatere efter afgående kasserer Svend Åge Larsens sidste regnskabsaflæggelse i denne omgang efter fire år som kassemester. Som ny kasserer blev valgt en ægte blå, Henrik Hansen.
Når nu ovenstående linier er læst skal det også med, at vi må konstatere, at vi er udfordret med hensyn til fortsat at stille hold på fodboldbanen. I 2019 har vi et hold tilmeldt OB70-turneringen og det er et 7-mands-hold, som også kan være udfordret med hensyn til aktive.
Vi har 75 års jubilæum til april, hvor bestyrelsen er værter ved en reception, hvor alle er velkomne. B1913 er blevet en studenterklub med mange forskellige seniorhold og godt for det. Vi må prøve at skabe en ny identitet, ungdomsafdelingen har få hold tilmeldt turneringen, old boys har ét. Skal vi lukke old boys? Spørgsmålet blev kastet ud til forsamlingen og blev diskuteret indgående uden at komme en beslutning nærmere.