Generalforsamling 2020
Referat fra Generalforsamling i B1913 2020 den 4. februar kl.19.13
Velkomst ved formanden
Formanden Erik Knudsen bød velkommen til årets generalforsamling og noterede indledningsvist, at der var mødt ualmindelig mange op. Det var lige før, at der ikke var stole til alle.
Derefter mindedes traditionen tro formanden for oldboysafdelingen Peter Nielsen venner og medlemmer, der var gået bort i det forgange år.
Han indledte med at citere TV2: ”Så tag og kys det satans liv” som en erindring om, at det ikke altid man får tildelt så langt et liv.
Årets døde:
- Steen Lenny Andersen, 58 år (medlem). Kom til 13 i 10-årsalderen. En Blå familie (bl.a. også storebror). Spillede hele ungdom og senior i 13. Nåede fynsserie og fortsatte i Old Boys. Uddannet bankmand og arbejdede i Sydbank. (medlem)
- Ulrik Jørgensen. 56 år (ven af huset). Var med i gylden periode, der stort set alle sammen ramte 1. holdet i starten af 80’erne. God højre back, forlod klubben i slutningen af 80’erne.
- Harley Poulsen. (ven af huset) 72 år gammel. Han døde 20. januar 2020. Han var med i en anden gylden årgang.
Derefter rejste alle sig og holdt et minuts stilhed til ære for de tre.
1.Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Ib Ketelsen. Det blev godkendt med applaus. Ib Ketelsen overtog derefter afviklingen af generalforsamlingen.
Ib Ketelsen indledte med at konstatere, at formalia var overholdt:
- At generalforsamlingen blev afholdt inden udgangen af marts
- At den var indkaldt rettidigt på hjemmesiden - inden otte dage før – afholdelse og
- At dagsorden indeholdt jvf vedtægterne de relevante punkter
Valg af to stemmetællere.
Ib Ketelsen foreslog Peter Nielsen og Preben Rasmussen som stemmetællere og det blev godkendt med akklamation.
- Bestyrelsens beretning (herunder uddeling af pokaler og priser)
Først uddeltes året pokaler hvor man hædrede nogen af klubbens spillere og medlemmer.
- Ungdomspokalen: Amalie Schouboe blev tildelt årets ungdomspokal med følgende motivation: I år er valgt en person, som er her, der og alle vegne med sin hjælp og støtte til klubben. Samtidig er personen en dygtig fodboldspiller, fodboldtræner, cafe medhjælper og en del af en søskendeflok, som er tilknyttet B1913. Der er rigtig meget positivt at sige om personen, som med sit venlige og blide sind altid er klar til at hjælpe, hvis man beder om det eller, hvad vigtigt er, hun ser, at der er brug for det. Hun er en handlingens pige. Hun er konstruktiv i sin menings tilkendegivelse og vellidt, hvor hun viser sig. Det gælder især hos de piger, hun er træner for. Hun er en rigtig ildsjæl, en af de sjældne, som vi også bør værne om.
- Albani-pokalen (Herresenior): Årets Albani-pokal blev tildelt Emil Bech Christiansen med følgende motivering: Emil Bech er det som man kalder en rigtig anfører. Han stiller sig i holdets tjeneste og har altid styr på sine ting. Emil viste stort overskud, selvom vi havde en lidt sløv start på sæsonen med kun 4 point i 3 kampe. Emil holdt fokus og fik de andre med både til træning og til kamp – og han er bestemt en af grundpillerne i vores ubesejrede stime på 10 kampe. Emil er god i omklædningsrummet og er vellidt af alle. Han spiller nu sin sæson nr. 4 i B1913 og det vidner om loyalitet.
- Lone Rasmussen-pokalen (Damesenior): Bestyrelsen havde besluttet at opkalde pokalen efter en af klubbens blå koryfæer. Årets Lone Rasmussen-pokal blev tildelt Simone Nikolajsen med følgende motivering: Simone er en af de ægte blå i klubbens kvindeafdeling. Siden 2012 har hun slået sine folder i kvindeholdets bagerste geled og som frontløber på 3. halvleg. Fra sin position på backen sætter hun, med byens hårdeste inderside, de offensive spillere i scene, mens hun med sin jernstyrke gør livet surt (og ømt) for modstandernes kanter. Samtidig er Simone aldrig bleg for en snak, et grin eller 10 ekstra shots jägermeister. I løbet af det seneste år – og særligt i efteråret – har Simone vist, at man godt kan flytte sit spil markant, selvom man er en erfaren spiller. Via hårdt arbejde, blandt andet i styrkerummet, har Simone spillet en af sine bedste sæsoner i den blå trøje. Kronen på værket blev, da hun i efteråret scorede et af sine sjældne mål og af både overraskelse og eufori satte nye standarder for jubelscener på kvindeholdet. Simone er en kulturbærer, hvis betydning ikke altid anerkendes. Derfor er det fuldt fortjent, at Simone modtager Lone Rasmussen-pokalen 2019.
- Derefter overrakte Lone Rasmussen (som pokalen er opkaldt efter) pokalen til Simone Nikolajsen.
- Æresmedlemmernes pris: Prisen blev motiveret og uddelt af oldboysformanden Peter Nielsen, da Kurt Grønning ikke kunne være til stede.
Æresmedlemmernes pris er en pokal, der eksisteret næsten lige så længe som Albanipokalen (1964) og har længe været en pendant til denne. Kriteriet er, at de tre æresmedlemmer mødes og vælger en person, der har gjort et godt stykke arbejde i det pågældende år. Det har ikke været svært i år. Vinderen er en ung mand, der er blevet hædret før, og som bruger mange timer i klubben for, at alle skal have det godt. Han arbejder i alle retninger. Modtageren er Andreas Maagaard Nielsen. Prisen blev modtaget af hans far, John Krølle Nielsen (da Andreas var forhindret i at deltage).
- Nyt æresmedlem: Uddelingen af priser blev afsluttet med udpegning af nyt æresmedlem. Formanden Erik Knudsen begrundede det på følgende måde: Det nye æresmedlem er Børge Jørgensen. Det bliver han for hans særlige indsats for klubben gennem rigtig mange år. Børge har været og er en af de bærende kræfter i klubben. Han i dag er medlem af oldboysbestyrelsen og stadionkoordinator i forbindelse med 1. holdets hjemmekampe. Desuden yder han et sjældent stort arbejde i forbindelse med andre frivillige aktiviteter, som kan understøtte B1913 socialt og økonomisk. Børge Jørgensen nyder stor anerkendelse og formår med sit rolige gemyt at få tingene til at hænge sammen. Børge Jørgensen har været og er stadig aktiv spiller i klubben, hvor han er med på det såkaldte ”fredagshold”.
- En stolt og rørt Børge takkede for prisen og sagde bl.a., at han altid har følt sig som en repræsentant for de frivillige. Han opfordrede andre til at hjælpe med, fordi der ikke er nok frivillige: ”meld jer under fanerne”. Han sluttede med at bede medlemmerne om at tænke på klubsangen, der siger: ”æres højt skal vor klub”.
Bestyrelsens beretning
Som det fremgik af beretningen sidste år – dvs. for året 2018 – havde fokus været at få skabt stabilitet i stedet for sårbarhed – især på det økonomiske område men også på det sportslige område.
Det er i 2019 ikke helt lykkedes i det omfang, som bestyrelsen kunne have ønsket sig. Det skyldes forskellige ting, men i første række at kunne rekruttere (nok) frivillige til at løfte de mange opgaver og så er vi ramt af forskellige sportslige udfordringer, som både knytter sig til den manglende stabilitet i unges tilknytning til klubber, som allerede blev nævnt i 2018. De abonnerer på en aktivitet men ikke på et medlemskab og det at være aktive i en klub. Det ramte os i forhold til at måtte trække vores serie 1 – hold i 2019 og derfor nu er udfordret ved kun at have ét åbent hold – 1. holdet – som jo desværre rykkede ned i Albaniserien sidste år – mere herom senere.
Og selv om vi næsten blev gældfrie sidste år har vi også i 2019 måttet bruge tid på at nu endelig at få afhandlet gammel gæld. Der arbejdes fortsat ihærdigt på at skabe et stærkere økonomisk grundlag, men der er brug for flere ressourcer eller kræfter, hvis vi skal skabe en stærkere ramme for klubben både gennem tiltrækning af flere sponsorer og et stærkere erhvervsnetværk. Der er taget nogle initiativer som vi tror på kan bidrage til at skabe rammerne for et stærkere setup både sportsligt og økonomisk.
Fokus for fremtidens arbejde på kort og lang sigt.
- Nyt fra DBU
På repræsentantskabsmødet d. 24. februar skal der tages stilling til en reform som er kommet til veje i en proces af mere end 3 års arbejde. Der foreligger nu et forslag som lægger op til at de nuværende 6 lokalunioner samles i to enheder DBU Bredde Øst og DBU Bredde Vest. De to enheder vil som i dag have lokale enheder og kontorer for at fastholde et afsæt i lokale behov, nærhed til klubberne og fleksibilitet og smidighed i både drift og udvikling.
Formålet er overordnet at styrke og udvikle breddefodbolden til glæde og gavn for alle medlemsklubber i Danmark og samtidig sikre at man herigennem kan sætte en politisk dagsorden til gavn for breddefodbolden.
Bestyrelsen har ikke taget stilling til forslaget som sådan, men vil deltage i repræsentantskabsmødet og lytte til argumenterne og tage stilling ud fra dette.
- Sportslige ambitioner
Det er fortsat ambitionen at vi har et stærkt herrehold – i første omgang igen i danmarksserien og på sigt i 2. division, så vi i forhold til de mange unge, som er under uddannelse enten på SDU, på UCL eller andre steder kan tilbyde dem semiprofessionelle vilkår tæt på deres studiested og samtidig også et tilhørsforhold med gode sociale rammer. Det kræver, at der fremover er et åbent 2. hold på et tilstrækkeligt niveau, så der kan være en tilstrækkeligt bred sportslig ramme om herreholdene. For kvindernes vedkommende handler det fortsat om at skabe et stærkere set up omkring holdet, der kan være med til både at tiltrække flere spillere og også skabe grundlaget for at have mindst to hold, således at der også er gode rammer for kvinderne i forhold til deres lyst og ambitioner.
En Semiprofessional ramme er også i fokus ikke mindst i.f.t. anlæg – herunder kunstbane/vinterbane, som er en væsentlig forudsætning for at kunne skabe tilstrækkelig attraktive sportslige rammer for klubben, hvis ambitionerne skal indfries. Der arbejdes endvidere på at rejse midler til at kunne have flere fastansatte i klubben. I en moderne klub, med de udfordringer, som findes, kræves der et kontinuerligt arbejde på flere områder og det forudsætter fastansatte personer.
Som det fremgik af beretningen sidste år indgår B1913 som Modelklub i forhold til det nationale fodboldcenter, som SDU, Odense kommune, DBU, DBU Bredde og Divisionsforeningen igennem nogen år har arbejdet på. Det endelige prospekt har taget længere tid at få på plads, men efter det oplyste, ligger der nu et forslag, som skal godkendes af styregruppen i løbet af februar, hvor der også tages stilling til, hvor og hvordan man vil forsøge at finde de nødvendige ressourcer til bygningen af faciliteterne (driftsgrundlaget har været sikret efter det oplyste igennem længere tid).
Fokus i centret vil være både elite og bredde – herunder nye boldaktiviteter, tiltrækning af ny målgrupper mv. B1913s muligheder som modelklub vil være dels være afhængig af, hvordan vi i en sådan ramme fortsat kan udvikle os som fodboldklub med nye moderne og tidssvarende faciliteter rammer og samtidig finde en placering i et sådant setup ,herunder hvilken rolle vi kan spille i forhold til f.eks. sundhed, active living, samarbejde med forskning og uddannelsesinstitutioner men også evt. nye rammer for foreningsaktiviteter.
Uanset om fodboldcentret bliver realiseret vil vi også lægge pres på for at få etableret en kunstgræs- eller hybridbane – evt. som noget af det første i en sådan centerkonstruktion – og gå i dialog med kommunen herom.
- Nye samarbejdsrelationer
Vi vil fremadrettet have fokus på at drøfte nye samarbejdsrelationer i.f.t. andre mindre fodboldklubber i nærmiljøet omkring de udfordringer som vi møder som fodboldklub, men også på samarbejdet med klubber med andre former for idræt, som også bruger faciliteterne på campusvej. Det kunne bl.a. være samarbejde om familiemedlemsskaber indenfor forskellige idrætsgrene eller samarbejde om fælles faciliteter, udvikling af ungdom m.v.
Vi er allerede en Universitetsklub og vil arbejde videre med klubben som udvidet studiemiljø og arbejdet med rekruttering af studerende fortsættes. Vi bliver støt og roligt større, hvad det angår. Og det skal ske gennem at sikre den rette balance og sammenhæng mellem åbne og lukkede hold.
- En samlet klub
Arbejdet er påbegyndt med henblik på at skabe en mere samlet klub med fælles klubkultur, hvor der også er plads til små fællesskaber. Bl.a. har vi søgt og fået penge til klubudvikling med det fokus bl.a. til et opfølgningsseminar på de små afdelingsopdelte visionsseminarer, vi allerede har afholdt i det sidste år.
Vi har i dag de små fællesskaber, oldboysholdet, fredagsholdet, universitetsholdene, børnehold m. forældrekreds, trup 1 herrer og trup 1 damer.
Omklædningsrummets kulturer søges fremover integreret i en samlet klubkultur gennem udvalgte fælles aktiviteter og faciliteter. Det skal ske ved særlige lejligheder, da erfaringen har vist, at langt de fleste typer medlemmer bliver og hygger i omklædningsrummene i.f.m. træning og kampe. Cafe-en er på nuværende tidspunkt ikke det sted man samles i det daglige. Bestyrelsen vil bl.a. tage dette emne op på et visionsseminar for hele klubben i marts måned.
- Fokus i arbejdet med organisationen fremover.
Bestyrelsen er og har været udfordret af, at det har været svært at fastholde nye medlemmer af bestyrelsen og den har dermed ikke været fuldtallig. Det har været drøftet kort i bestyrelsen at justere antallet af medlemmer så det svarede til de, der var aktive. Der er dog ikke enighed om størrelsen, hvad det nye vedtægtsforslag, som er fremsat til generalforsamlingen afspejler.
Der er dog enighed i bestyrelsen om, at der er behov for at arbejde mere med fokus på bestyrelsesarbejde – altså ledelse og overordnet koordinering af arbejdet i klubben. D.v.s. drøftelse af strategi og retning i klubbens arbejde, prioritering af indsatser, udviklingsområder m.v. Bestyrelsen er klubbens ledelsesorgan. Det er ikke meningen, at bestyrelsesmedlemmer skal være dem, der deler klubbens driftsopgaver mellem sig ved møderne.
Udover prioritering af opgaver, er der er en del møder internt i klubben og møder med eksterne samarbejdspartnere på SDU, DBU, Svømmeklubberne og ikke mindst Odense kommune både i.f.t. drift og koordinering og i.f.t. aftaler om fremtid og den slags. Der ligger også administrativt arbejde i bestyrelsen, ligesom det forventes, at man kommunikerer løbende med hinanden også udenfor bestyrelsesmøderne, og er til rådighed for medlemmers spørgsmål og kommentarer.
Bestyrelsesmedlemmer vil skulle have bestemte områder, som de specielt varetager fx i strategiudvalg, økonomiudvalg, sportsudvalg og presseudvalg, så man skal ikke kunne alt. Det væsentlige nye fokus er imidlertid, at dialog og afstemning af fælles retning for klubbens udvikling kommer mere i fokus end bare drift. Det afhænger naturligvis af, om der er frivillige til at hjælpe med hertil, ellers kan bestyrelser ikke overleve og klubben heller ikke.
Bestyrelse+ medlemmer fastholdes, som en yderst nødvendig ressource i klubbens arbejde. Det er
”bestyrelseskonsulenter/klubkonsulenter”, som kontinuerligt er med til at kvalificere bestyrelsens arbejde. I de sidste år har bestyrelsen haft Andreas Nielsen og Knud Østergaard som konsulenter. Andrea Outzen fra damerne er nyligt kommet til, ligesom Nils Kruse har meldt at han gerne fortsætter som klubkonsulent, man kan spørge til råds og inddrage ad hoc fremover.
Bestyrelsen vil fremover satse mere på udvalgsarbejde, hvor medlemmer kan byde ind efter lyst og evne dvs. faste udvalg bestående af medlemmer, som gerne vil bidrage inden for et afgrænset område. Der kan være repræsentanter fra bestyrelsen i disse udvalg, men ellers arbejder udvalgene med en høj grad af selvbestemmelse ud fra det mandat, som bestyrelsen har udstukket. Hvert udvalg har en formand, og en kontakt til bestyrelsen. Det er dels for at sikre, at udvalgene ved, hvem de kan henvende sig til og omvendt, dels for at bestyrelsen er orienteret om, hvad der sker i klubben, og kan gribe ind, hvis noget går i anden retning end bestyrelsen har vedtaget og ønsker. Det er i sidste ende bestyrelsen, som har ansvaret.
Ad hoc udvalg eller arbejdsudvalg kan oprettes i.f.m. særlige arrangementer: Har man ikke lyst til bestyrelsesarbejde men mere lyst til at skaffe sponsorer, stå på sidelinjen, male et par huse, arrangere stævner, lave fællesspisninger, bage kage, vaske tøj eller tjene penge til klubben ved at servere fadøl til 1. maj er det oplagt, at man melder sig til et af de faste eller ad hoc udvalg.
På den måde håber vi, at vi får lige præcist sat det arbejde i gang, som vi magter – og er der opgaver ingen har lyst til at tage fat på ud over det faste bestyrelsesarbejde, og det vi betaler folk for…så må vi bare sige, at så bliver de ikke udført. Klubbens ambitionsniveau bliver på den måde ikke meldt højere ud, end klubben magter med de folk, som kan og vil deltage.
Medlemsdemokrati, deltagelse og indflydelse
Bestyrelsen vil således have fokus på at øge veje, hvorpå medlemmer kan ytre sig og få svar på spørgsmål. Det gælder både i.f.t. udvalgsarbejde med høj autonomi, som nævnt tidligere, men det kan også være spillerudvalg, forældreudvalg etc.
En brevkasse for medlemmer til bestyrelsen er også på tale.
- Klubaktiviteter
Gennem året er der afholdt en del aktiviteter i Cafeen. Bestyrelsen efterspørger folk, som vil give en hånd med ellers går bestyrelsen mod at etablere en eller anden form for delvis forpagtning, fordi det har vist sig, at vi ikke har kunnet fastholde en gruppe, som kan påtage sig opgaven at holde cafeen kørende.
Der er dog fortsat Bankospil i Café13 hver anden tirsdag i måneden, som vanligt og der bliver afholdt en lang række arrangementer i løbet af året.
Vi kan også allerede nu oplyse at der er programsat en lang række 2020 arrangementer i klubben:
Fællesspisninger: Efter medlemsønske fra flere afdelinger holder vi fast fællesspisning for alle klubbens medlemmer en gang om måneden. God mad til billig pris. Nogle gange kan fællesspisningen bliver kombineret med foredrag oplæg, CL-kampe, spilleaften e.lign. Bestyrelsen hører gerne, hvis spillere, passive medlemmer eller pårørende vil give en hånd med. Det bliver annonceret på hjemmeside og Facebook, hvornår fællesspisningerne ligger.
Den traditionsrige Blå dag eller blå weekend afholdes til en vigtig hjemmekamp for herrer
I det nye år vil noget tilsvarende blive arrangeret i.f.m. en vigtig kvindekamp.
Marts: Fælles visionsseminar for hele klubben
8-9. august afholdes Champions Cup med 100 børnehold fra ind- og udland årgang 2010 og 11.
Som det fremgik af et bilag til beretningen, har der ud over kampe været ret mange aktiviteter fordelt på de fleste af årets måneder. Det har kun kunnet lade sig gøre p.g.a et stort frivilligt arbejde, som unge og ældre har lagt i klubben. Det sætter alle stor pris på. Bestyrelsen har i det forløbne år søgt og modtaget midler, hvor begrundelse for tildelinger har været klubbens frivillige. Det lader således til, at jo mere det lykkes at rekruttere frivillige, jo flere fonds-, puljemidler og tilskud kan vi skaffe. I år har vi p.g.a klubbens frivillige fået midler til et nyt stadionrækværk gennem Jem og fix- kampagnen “I fixer, vi støtter”. Børne- og ungdomsafdelingen har modtaget Guldpris fra Toms og DIFs fond, “for at skabe endnu bedre rammer for familieidræt i Danmark”, hvilket også beror på et stort frivilligt arbejde. Med flere frivillige til at fordele arbejdet, håber vi på at komme ind i en stime af den slags tildelinger af midler fremover.
- Klublokaler og anlæg
Andreas og Jonas har været på spil igen her. Således har de rengjort mødelokalet og gjort flere omklædningsrum fine i vinterpausen. Det drejer sig om etablering og indretning af træneromklædning, opfriskning af oldboys-omklædningen og sidst er de, i samarbejde med damerne, gået igang med damernes omklædning (her har vi haft en lang dialog med SDU om vedligehold, som har haft svært ved at flytte sig).
- Praktikanter i 2019
Klubben har haft 2 praktikanter i det forløbne år, hvilket har været en fornøjelse.
Helle har lagt et stort stykke arbejde i Cafeen, hvilket vi har kunnet smage os til - og fredagsholdet har fået særforplejning :-). Mathias er gået ind i arbejdet, som bl.a. er rettet mod sponsorarbejde og klubudvikling.
- Samarbejde med kommunen
B1913 har fortsat det gode samarbejde med kommunen. Klubben er løbende i kontakt med kommunen om anlæg og lokaler og har nu igennem længere tid haft en dialog med henblik på at få moderniseret aftalen om brugen af lokalerne på SDU – herunder få et ny nøglesystem (et briksystem). Vi arbejder løbende for at få udviklet faciliteterne – og har ved flere lejligheder tilkendegivet behovet for en kunstgræs - eller hybridbane. Både en ny rammeaftale for brugen af faciliteterne på Campusvej og udvikling af rammerne – herunder hvordan faciliteterne kan udnyttes i et godt samspil med andre klubber på campus (især svømmeklubberne). Der er en god dialog med kommunen, men det tager længere tid end vi godt kunne ønske os.
- SundhedsTeam13
Sundhedsafdelingen har fået et fint samarbejde med den nye herretræner for trup 1, hvilket betyder at både skadesbehandling og den fysiske træning koordineres på en måde, så de forskellige kompetencer hos trænere og fysioterapeuter udnyttes bedst muligt.
Til FS kampe deltager Johannes eller Rina som fysioterapeut til herrekampe, og Sofie hos damerne, hvor hun også selv spiller.
Indenfor det sidste år, har sundhedsafdelingen desværre måttet sige farvel til sin fysiske træner Kehling, som rejste med sin familie til Sjælland. Ligeledes har vores kiropraktorstuderende Phillip måttet holde orlov fra klubarbejdet. Sidste år stod Kehling til rådighed for fysisk træning i vores fine træningsrum, hvilket så ikke var tilfældet i år. Heldigvis har træner Piwodda med program fra Fys-Johannes og hjælp fra en spiller kunnet tilbyde den fysiske træning alligevel, så vi håber dermed at kunne undgå nogle skader ved opstarten. På kvindesiden har Fys-Sofie holdt skansen. Som man kan se på b1913’s bedste kvinders Facebook, er damerne i fuld gang i træningsrummet, så vi ser frem til en god og forhåbentlig skadesfri forårssæson.
Ud over ydelser til herre 1 og damerne har øvrige medlemmer af klubben søgt og modtaget rådgivning fra teamets fysioterapeuter. Hvis der herudover kræves behandling kan man få vejledning til at finde behandlere udenfor klubben.
Det er værd at understrege, at sundhedsteamet fastholder at arbejde er uden betaling, og i stedet satse på at kvalificere teamets medlemmer med kurser o.lign. Teamet har i den forbindelse ønske om, at få midler til at klubben fremover kan få adgang til ultralydsscanning for hurtigere diagnostik af skadede spillere. Ligeledes er der et ønske om at få en helkropsmassagestol til klubbens medlemmer. Hvis nogen har en stående eller ved, hvem kan sponsorere en, vil vi gerne vide det.
Også i år har sundhedsafdelingen sørget for Cafe oplæg med bespisning. Denne gang ved vores egen Fys-Johannes, som fortalte om skader og skadesforebyggende træning for fodboldspillere. Arrangementet var velbesøgt, så vi fortsætter med yderligere oplæg i det kommende år. Hvis medlemmer har ideer til, hvad man gerne vil have oplæg om, eller hvem man kunne invitere, så kan man kontakte Rina fra bestyrelsen. Teamet har allerede et ønske om at kunne invitere til et oplæg om mentaltræning til glæde på og udenfor banen.
- Det sportslige område:
Børn/Ungdom
Ungdoms- og børneafdelingen har i det forgangne år haft en fin fremgang. I vores yngste børnegruppe (Smølferne) er der kommet flere og flere til, hvor forældre deltager med stor iver. Det meget positive konsekvens er, at de første, som startede også bliver ældre og kan slutte sig til vores U5 og U6 række. Vores U7 drenge (trænes af Charlotte) har også haft en lille fremgang, hvilket vi pt forventer vil blive endnu større i det nye når. Desværre er pigeafdeling Pt lidt nede, da flere af U9 pigerne holder pause, men kommer forhåbentlig igen når vi starter udendørs. De trænes i øvrigt af Amalie. Vi har pt en aftale med Tved i U9 rækken, at vi deler lidt spillere, så alle kan komme ud og få noget kamperfaring.
Vores fondsansøgninger har båret frugt, og vi er nu godt forsynet med alskens materialer, så vi har muligheder for at øge den de tekniske færdigheder, gennem agility og boldøvelser.
Vores U10 drengehold vokser stille og roligt, vi kan nu næsten stille to U5 fem hold (A og B). Vi regner med tilgang i det kommende år. Vi har nogle uformelle aftaler med en anden klub om evt, at modtage deres spillere, da de har problemer med at skaffe flere spillere til de kommende U11 kampe, hvor der er 8 spillere på banen. Det ser vi frem til. Men også andre har meldt om deres ankomst til foråret.
Foreløbig er U10 vores lille lokomotiv, som både kan trække jævnaldrende til, men også mindre søskende og deres venner. Det ser ud til at virke.
U10 har deltaget i flere stævner i år. Udover Fyn, har vi været i Tyskland og flere steder i Jylland, men god succes. Vi har fået venner, og de kommer bl.a. helt fra Tyskland nu og deltager i vores stævne i vinterhalvåret og til august.
U19 er noget af et hyggehold pt, styret af Jan Rix. Han har et godt greb om drengene og er utrolig forstående overfor deres til tider lidt overraskende træk. I forrige sæson gik det faktisk fint rent resultatmæssigt, mens efteråret var meget svingende. Vi håber, at kunne rette op på dette ved ansættelse af en mere fast træner, hvor Jan fungerer som holdleder. Drengene har nu bedt om en træner, hvilket de ikke har ønsket før. Det vil vi så opfylde.
Planen for børne og ungdomsafdelingen er at vise, at vi er en klub med respekt for den enkelte og vi skaber tryghed for spillerne. Det, at ungdomsafdelingen viser, at der er en rygrad giver tryghed for både børn og de voksne.
Vi har i 2019 afholdt to store stævner.
Herre bredde
Som det også fremgik af formandens beretning sidste år ... så har B1913 efterhånden et rigtig godt samarbejde med de studerende fra SDU. Året 2019 var her ingen undtagelse og det positive samarbejde fortsætter for fuldt i 2020 … hvor klubben nu også tilmelder 3 nye seriehold med udgangspunkt i SDU.
Det er ingen tvivl om, at universitetsholdende tilfører klubben en positiv dynamik og rent sportsligt klarer de sig jo også fremragende. Meget godt illustreret ved, at vores hold af idrætsstuderende (La Bomba IF) i 2019 spillede sig helt frem til finale i Albanipokalen.
2019 var imidlertid også året hvor Lokomotiv Odense, et af klubbens første seriehold med udgangspunkt i SDU, spillede sin sidste kamp i B1913 og lukkede ned. De startede i S4 og afsluttede i S2 efter 4 rigtig gode år i klubben.
Et fodboldkapitel sluttede … og mange nye bliver skrevet i året der kommer.
Herre 1
Op til generalforsamlingen sidste var der optimisme omkring holdet med ny træner både til danmarksserieholdet og serie 1. Jakob Parwar blev 1. holds træner og Rene Schwartz blev træner for serie 1.
- holdet havde en fin optakt til forårssæsonen men efter en nogenlunde start ændrede
situationen sig hurtigt i løbet af foråret og holdet mistede pusten. En af konsekvenserne blev, at bestyrelsen nåede til enighed med Jakob Parwar om at stoppe, da der manglede de sidste kampe i forårssæsonen, men det lykkedes ikke at få ændret på den negative stime holdet var kommet ind i og sæsonen sluttede desværre med nedrykning til Albaniserien.
På tilsvarende vis faldt 2. holdet hurtigt sammen, da en betydelig del af holdet valgte at flytte til andre klubber. Det betød, at vi blev nødt til at trække holdet fra serie 1 og at vi derfor ikke har et kvalificeret 2. hold, hvor spillere fra 1. holdet kan få nogle kampe.
Som optakt til efterårssæsonen blev Daniel Piwodda ansat som træner. Daniel kom som træner fra Allesø, der også spiller i Albaniserien. Det er lykkedes Daniel sammen med Peter Rask at få skabt en god trup bestående af gamle og nye spillere og også en god gejst på holdet. Holdet ligger derfor også som nr. 1 i Fynsserien og er med betydelig optimisme klar til foråret. B1913 går klart efter oprykning.
Udfordringen er at få skabt rammerne for etablering af et åbent 2. hold på tilstrækkeligt niveau. Som reglerne er nu er der desværre forskellige udfordringer, men bestyrelsen arbejder på at få skabt det sportslige grundlag for både et 1. og 2. hold, som er en forudsætning for klubbens ambitioner omkring 1. holdet.
Damer
I sidste års beretning blev det sagt, at det er svært at slå kvindeholdet ud ad kurs, og dette kan jeg kun understrege igen i år, da 2019 har budt på flere udfordringer for kvinderne. Både i foråret og særligt i efteråret har holdet kæmpet med at finde 14 – eller bare 11 – kvinder til kamp, og da modstandernes villighed til at flytte kampe har været svingende, er det derfor blevet til flere afbud. Kvinderne er dog sluttet komfortabelt med to tredjepladser i Fynsserien i det forgangne år.
Derudover måtte vi i sommerpausen sige farvel til Serge Bodjo, der blev hentet tilbage som assistenttræner for ligaholdet i Odense Q. Det er, naturligvis, et tilbud, man ikke kan sige nej til, selvom vi er kede af ikke længere at have Serge omkring holdet. Skiftet medførte nogle udfordringer omkring trænerposten, så kvinderne i store dele af efteråret trænede sig selv med hjælp fra to gamle kendinge, Mark Brinch og Jeff Outzen.
Heldigvis har vinteren været gunstig for holdet, der henover vinteren har kastet sig over futsal med Sven Sillesen ved roret. Holdet blev for nyligt nr. 2 ved fynsmesterskaberne. De er nu gået videre på vejen mod DM. Det er derudover lykkedes at ansætte en ny træner, Kent Hannibaldsen, der ovenikøbet er gammel blå førsteholdsspiller - og en erfaren kvindetræner. Vi glæder os til at se, hvad foråret bringer for Kent og holdet.
Dirigenten takkede for en grundig beretning, som derefter blev sat til debat.
John Krølle Nielsen redegjorde for de forslag som, skal drøftes på det kommende delegeret-mødet i DBU Fyn. Han har selv bidraget i et udvalg med et forslag til struktur-ændringer i forhold til antal hold og op- og nedrykning fra serie 2 til Albaniserien. Udfordringen er bl.a. at det kan være svært at skabe ændringer, fordi vi er i en union, hvor alle klubber har én stemme, mens man i andre unioner har stemmer efter antallet af hold.
Dernæst kommenterede han kort forslaget til strukturændringer, hvor DBU Bredde foreslås ændret fra 6 lokalunioner til DBU Bredde Øst og DBU Bredde Vest.
John Krølle Nielsen tilkendegav, at han havde forsøgt at skabe debat om strukturændring (ang. DBU lokalunioner). Krølle ved ikke, hvad han vil anbefale klubben at stemme, fordi det er umuligt at få noget ud af DBU, men det er hans opfattelse, at det handler om, at eliten skilles fra bredden.
Derudover lagde han op til, at disse elementer kunne drøftes yderligere under eventuelt.
Der var ikke yderligere bemærkninger til beretningen, som herefter blev godkendt ensstemmigt.
- Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
Kassereren Jonas Daugaard Christensen fremlagde regnskabet. Det er andet år som kasserer, og andet år med regnskab i plus i alt viser det et samlet overskud på kr. 124.000.
Sammenlagt har de seneste to år givet et overskud på ca. 400.000. Målsætning om at skabe fuldkomment overblik og efterfølgende viske tavlen ren dvs. få gælden ud af verden har haft stor prioritet, og det er nu kun et spørgsmål om formaliteter, før B1913 kan kalde os gældfrie. Det ændrer fortsat ikke på, at vi ikke bare kan gå ud og bruge penge. Han appellerede til at man fortsat overvejer, om det man gerne vil bruge penge på, også fører klubben fremad.
De seneste år har været udfordrende for kassereren og han tilkendegav endvidere også, at han havde meddelt formanden, at hans fortsatte engagement i klubben var afhængig af, at de senere forslag til vedtægtsændringer blev stemt igennem. Dirigenten påpegede, at dette hørte til under et senere punkt på dagsordenen, men roste i øvrigt Jonas og bestyrelsen for en god økonomi.
Der blev spurgt ind til økonomien efter 1. januar 2020. Jonas oplyste, at han sammen med andre fra klubben havde været opmærksom på salget af Lasse Vibe i 2018 og efter ihærdigt arbejde i forhold til DBU, har klubben nu modtaget solidaritetspenge for det ene år, Lasse Vibe var i klubben under FC Fyn.
Det blev også oplyst under drøftelsen af regnskabet, at rigtig mange frivillige har haft betydning for det gode regnskab.
Regnskabet blev herefter godkendt ensstemmigt.
- Fremlæggelse af budget til godkendelse
Kassereren fremlagde forslaget til budget for 2020. Der var taget udgangspunkt i sidste års budget. Største ændring er en forventet øgning af driftsindtægterne på ca. kr. 200.000 – som forventes tilvejebragt gennem solidaritetspenge fra Lasse Vibe og et øget fokus på sponsorer.
På den baggrund er der budgetteret med et overskud på en kvart million i 2020.
Forslaget til budgettet blev vedtaget ensstemmigt.
- Behandling af indkomne forslag
Der var indkommet forslag til ændring af vedtægtens §7 om bestyrelsens antal fra Mathias von Jessen:
Forslag til ny §7:
Klubbens ledelse består af en bestyrelse på 5 medlemmer bestående af formand, kasserer samt yderligere 3 medlemmer.
Klubben tegnes af den til enhver tid værende formand.
Formanden, kassereren og øvrige medlemmer af bestyrelsen vælges direkte af generalforsamlingen.
Alle valg til bestyrelsen gælder for 2 år ad gangen.
Der afgår skiftevis 3 og 2 bestyrelsesmedlemmer.
Der vælges årligt 1 bestyrelsessuppleant.
Genvalg kan finde sted.
Alle valg til bestyrelsen skal ske ved skriftlig afstemning, når mere end 1 person er foreslået.
Hvervene som formand og kasserer må ikke forenes hos samme person.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er mødt til indvarslet bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen nedsætter afdelingsansvarlige for medlemsgruppe, i det omfang bestyrelsen finder det nødvendigt. De afdelingsansvarlige indgår i bestyrelsesarbejdet i det omfang, det er relevant for deres afdeling.
Derudover er der konsekvensrettelser af forslaget til §8 og §16.
Mathias von Jessen motiverede forslaget, som tog udgangspunkt i at det igennem de senere år havde været vanskeligt at sikre en fuldtallig bestyrelse. Forslaget til ændring af vedtægten om bestyrelsens sammensætning skulle have til formål at sikre, at medlemmerne oplever B1913 som en klub, hvor frivillige kan gøre en indsats efter sin interesse og lyst til at være aktiv. Alle medlemmer har sine grunde til at være aktive i B1913. Det er i dag en udfordring af fastholde aktive i bestyrelsesarbejdet over flere perioder, og dette skyldes blandt andet at aktive opsøger B1913 med et ønske om at yde en indsats i en af klubbens underafdelinger. Derfor foreslås antallet af bestyrelsesposter reduceret med forslaget samtidig med at forslaget har til hensigt at sikre effektivitet i bestyrelsens arbejde samt skabe gode rammer omkring det frivillige engagement og samtidig styrke og formelt ligestille B1913s underafdelinger i klubbens vedtægtsstruktur.
Bestyrelsesformanden redegjorde for flertallet i bestyrelsens holdning til forslaget. Der havde før forslagets fremsættelse været en kort drøftelse af antallet af medlemmer i bestyrelsen og der havde også været opbakning til, at man ændrede antallet af bestyrelsesmedlemmer, så den bedre svarede til de faktiske forhold og i stedet muliggjorde, at personer, der gerne ville yde en indsats for klubben, kunne gøre det på anden vis end gennem bestyrelsesarbejde.
Der var dog ikke i bestyrelsen et flertal, som bakker op om den foreslåede slankning til 5 medlemmer, idet flertallets opfattelse er, at det er for få. Der er også forskellige holdninger til forslaget om, at alle personer, som foreslået, fremover vælges af generalforsamlingen og ikke som nu, at ungdomsformanden er valgt medlem af bestyrelsen. Et argumentet var her, at børn og unge ikke kan stemme nogen ind i bestyrelsen, så man på anden måde er nødt til at sikre ”de unges stemme” i bestyrelsen. Formanden gjorde opmærksom på, at bestyrelsen ikke er lukket for at diskutere bestyrelsens sammensætning og antal fremover, men at det er gået for stærkt med at fremsætte et forslag, uden at få det gennemdrøftet.
Der var derefter en livlig diskussion af forslaget og forslagets konsekvenser både for og imod forslaget.
Derefter blev forslaget sat under afstemning.
Optællingen af stemmer viste følgende resultat:
25 for
1 blank
34 imod
Forslaget blev dermed forkastet.
Der var derefter en kort pause i generalforsamlingen.
- Valg af formand
Formanden var på valg (lige år). Formanden havde tilkendegivet at han modtog genvalg. Erik Knudsen blev genvalgt med akklamation.
- Valg af kasserer
Dette punkt blev ikke behandlet, da kassereren ikke var på valg.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
Der var to bestyrelsesmedlemmer, der skulle vælges ordinært (2 år).
Petter Skov og Julie Wisborg modtog gerne genvalg.
De blev begge genvalgt med akklamation.
Der var to bestyrelsesmedlemmer, der skulle vælges for ét år
Vedtægterne foreskriver, at man for at have stemmeret skal have været medlem i tre måneder. Dirigenten var af den opfattelse, at valgbarhed og stemmeret følges ad, hvorfor man skal have været medlem i tre måneder for at kunne stille op til valg.
Det var der en drøftelse af og forskellig tolkning af – herunder af at andre tidligere var blevet valgt til bestyrelsen uden at have været medlemmer i 3 måneder, men dirigenten fastholdt sin fortolkning af vedtægterne. Herefter gik man over til forslag til nye medlemmer, hvilket resulterede i, at Peter Nielsen og John Krølle Nielsen blev valgt for et år.
- Valg af 1 bestyrelsessuppleant
Jette Jørgensen blev foreslået og valgt.
- Valg af kritiske revisorer og revisorsuppleant
Carsten Grønning og Per Vingaard var på valg som kritiske revisorer og Ib Ketelsen var på valg som revisorsuppleant. Alle blev genvalgt
- Eventuelt
John Krølle Nielsen tilkendegav, at det kunne være relevant at B1913 i år markerede to begivenheder:
- a) Det er 50 år siden at den gyldne 53-årgang blev danske ynglingemestre og b) at det er 40 år siden, B1913 flyttede ud på Campus.
Endelig oplyste han at også herrernes futsalhold havde kvalificeret sig til DM.
Jette Jørgensen oplyste at B1913 havde været medhjælper ved sidste års 1. maj-arrangement. Der er brug for at finde en ny koordinator og samtidig give en tilbagemelding herom i løbet af et par dage.
Peter Nielsen fra oldboysafdelingen nævnte, at man gerne ser, at generalforsamling i hovedafdeling og oldboysafdeling bliver koordineret, så sidstnævnte ligger før generalforsamling i hovedklubben. I forbindelse hermed blev der også nævnt behovet for at få drøftet sammenhæng mellem medlemskab af hovedforening og oldboysafdeling.
Derudover blev det nævnt, at man ønskede forbedringer af brusere i omklædningsrum for oldboys.