Generalforsamling 2017
Referat af generalforsamlingen i Boldklubben 1913, Campusvej 55, 5230 Odense M
tirsdag den 24. januar 2017 kl. 19:13
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
4. Fremlæggelse af budget til godkendelse
5. Behandling af indkomne forslag
Vedtægtsændringer
6. Valg af kasserer
Tine Thorning ønsker ikke genvalgt
Bestyrelsen foreslår Lars Munk Jensen
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Kenneth Gregersen er fratrådt
Jakob Andersen er fratrådt
Annette Lylover Jensen ønsker ikke genvalg
Bestyrelsen foreslår:
Thomas Olsen
Niels Beck
Søren Sørensen
Rina Østergaard
8. Valg af 1 suppleant
Bestyrelsen foreslår Julie Riisom Wisborg
9. Valg af to kritiske revisorer samt en revisorsuppleant
10. Eventuelt
Til vores generalforsamling var mødt ca. 40 personer oder var en god stemning og afslappet stemning. Ib Ketelsen havde (som sædvanlig) stillet sin person til rådighed som ordstyrer og gjorde sit til, at det blev en hyggelig aften, tak til Ib for hjælpen.
Der er lidt udskiftning i bestyrelsen, da nogle af vores bestyrelsesmedlemmer desværre måtte takke nej til videre bestyrelsesarbejde. Tak til dem for deres indsats.
Formanden Brian Munk byder velkommen og overlader ordet til Peter Nielsen.
Mindeord for de gamle 13 folk, der er gået bort
Peter erindrer at Anders Rasmussen stod i 1960 sammen med sin bror som ungdomstrænere i Falen, da han mødte op som dreng i B.1913. En stille, rolig, dygtig og vellidt person. Født 1929, død 24.9 2016. Grethe Rasmussen født 1933 og havde et langt liv her i B.1913, mor til Kim Rasmussen, som spillede her i klubben. Meget aktiv bl.a. i bankocentret og har været gift med fløjte Ejner, som er en af legender her fra klubben.
Dagsordenens punkt 1. Valg af dirigent
Ib Ketelsen blev valgt. Lovlig indkaldt generalforsamling, ingen kommentarer fra de fremmødte. Punktet Cafe´ flyttes til punktet evt. (10), ingen indsigelser.
Dagsordenens punkt 2. Bestyrelsens beretning for 2016 ved formand Brian Munk
Det sportslige
Klubbens 1. Hold.
I en klub som B.1913, ligger der en historisk forpligtigelse til at få genrejst klubbens førstehold. Det strider imod en enhver blås selvforståelse, samt klubbens ånd og historie, at klubbens førstehold skulle befinde sig i fynsserien.
Inden min bror og jeg trådte til, på generalforsamlingen i 2014, havde klubbens førstehold i flere år, af forskellige årsager, ikke haft nogen prioritet, vi kunne se hvordan det var begyndt at transformere klubbens DNA.
I genrejsningen af B.1913, har det derfor været en klar prioritet for os, at få genopbygget vores 1.hold.
2016, blev heldigvis året hvor B.1913 atter kom tilbage på Danmarkskortet, og nu igen rejser land og rige rundt, for at få point med hjem til Campusvej.
Selvom vi på papiret havde et meget ungt hold, så må vi også erkende at vi over en hel sæson, havde den klart stærkeste trup i Albaniserien. Hvilket 20 sejre, 8 uafgjorte, og kun 2 nederlag også vidner om.
Noget af det som tiltrak den største opmærksomhed undervejs i foråret, var da vi besluttede os for at stoppe samarbejdet med Claus Udengaard.
Udefra set, kan vi godt forstå at folk undrer sig over at man afskediger en træner, som ligger nr. 1 i tabellen, men det vigtigste for os, som ledelse er ikke hvad omverdenen tænker. Vi står på mål overfor medlemmerne, og jeg vil derfor gerne benytte generalforsamlingen til at forklare hvad der lå til grund for trænerskiftet.
Som alle ved, så overtog vi i 2014 en klub som stort set var erklæret konkurs. Kun med hjælp fra specielt, enkelte af klubbens medlemmer (i ved selv hvem), lykkedes det at afværge en konkurs.
Det betød også, at der ikke har været økonomi i klubben, til at kunne indfri de sportslige forventninger som der altid vil være til en klub af B.1913s størrelse.
Vi har derfor været nødsaget til at være enormt skarpe i vores spiller-rekruttering, og hovedsageligt rekrutteret spillere fra lavere rangerede klubber.
Vi kan nævne spillere som Anders Eling, Ronny Larsen, Daniel Stendahl, Maad Aziz, Jonathan Ørtved, som alle blev hentet i serie-klubber. For omverdenen så det måske uambitiøst ud, men i dag kan vi jo se at det er spillere som i den grad har løftet os sportsligt.
Vi er i en økonomisk turn-around, som stadigvæk betyder, at vi ikke har de samme økonomiske muskler, som de klubber vi gerne vil måle os med, og selvom vi er rigtig godt på vej, så skal vi stadigvæk være skarpere end vores konkurrenter i forhold til spiller-rekrutteringen, hvis vi skal være konkurrencedygtige.
Det var derfor nødvendigt for os, at få en cheftræner ind, som konstant er i marken, og har et indgående kendskab til, hvad der løber rundt af spillere, i de mindre klubber, samt i de fynske ungdomsrækker.
Claus Udengaard havde kontrakt udløb i sommeren 2016, og da vi i bestyrelsen ikke følte han passede på den profil, som vi søgte, så blev vi i fællesskab enige om, at det bedste for alle parter ville være, at få foretaget et trænerskifte hurtigst muligt, specielt med tanke på den meget korte sommer-opstart.
Det kan se mærkeligt ud udefra, men vi havde vores grunde, og vi kan da også notere os, at andre klubber heri byen, har fundet inspiration og mod til at gøre det samme ;-)
Claus Udengaard leverede fantastiske resultater i hans periode i B.1913, og derfor sendte vi også en pressemeddelelse ud, i forbindelse med trænerskiftet, hvor vi takkede ham for hans arbejde for klubben.
Ny mand ved roret, er som sagt Hans Erik Hansen. Første opgave for ham var et køre oprykningen det sidste stykke hjem, og efterfølgende få samlet et hold som ville være konkurrencedygtigt i Danmarksserien.
Hans Erik fik tilpasset truppen til den type fodbold han gerne vil spille, hvor vi efterfølgende har kunne se en klar stil og identitet i holdet, som hovedsageligt bygger på fart og hurtig fodbold.
Efterårssæsonen startede rigtig flot, og vi så et hold, som spillemæssigt udviklede sig henover efteråret, og længe har ligget med i toppen af Danmarksserien. Vi må dog også erkende, at vi stadigvæk mangler lidt fysisk, vigtige steder på banen for, at vi for alvor kan være med hvor det er sjovt. Men vi har fra bestyrelsens side stor tillid til, at der arbejdes målrettet og ambitiøst med dette, i den sportslige sektor.
Vi vil indenfor den nærmeste tid, sætte os ned sammen, og få lagt en strategi og en plan for, hvordan vi får løftet os sportsligt det næste 1.5 års tid således, at vi igen kan begynde at drømme om at få vores førstehold tilbage til der, hvor vi alle sammen føler, at vi hører hjemme.
2. holdet
Under ledelse af Brian Larsen spillede klubbens 2. Hold, nærmest champagne-fodbold hele sæsonen i serie 2, og sikrede sig en suveræn oprykning til serie 1. Holdet var i forårssæsonen, hovedsageligt bygget op omkring ældre, tidligere blå divisionsspillere, som godt nok er oppe i alderen, men som stadigvæk viste sig at kunne begå sig. Holdet sikrede oprykningen med 17 sejre, 2 uafgjorte og 5 nederlag.
Efter oprykningen, var det vigtigt for os at få et reservehold, som kunne stå på egne ben, og ikke var afhængig af hjælp fra Old Boys spillere. Holdet blev i sommers overtaget af Peter Rask, og han fik sammen med Hans Erik samlet en gruppe på 25-30 mand omkring 1-2-holdet, som nu træner sammen, og dermed er vi ved at få skabt et rigtig godt omklædningsrum, hvilket også kan afspejles i resultaterne for vores 2. Hold.
De fører Serie 1, som oprykker, og har efter en tung start, hvor mange af de studerende endnu ikke var vendt hjem, virkelig fået spillet noget rigtig flot fodbold, og faktisk udspillet de flest hold i Serie 1.
Holdet fører serie 1, med henholdsvis 3 og 4 point, ned til de næste.
Det er en klar ambition fra Bestyrelsens side, at vores reserver fra sommer skal være at finde i Fynsserien.
Øvrige seniorer
Fa’ølstruppen i serie 3, er et af klubbens mere farverige indslag, og har i efterhånden mange sæsoner gjort det solidt i serie 2 og serie 3. Det er en gruppe af tidligere 1-2 holds spillere, som hygger sig med det sociale, og som vi er rigtig glade for at have i klubben.
Det er vigtigt for os som klub, at vi kan rumme de øvrige seniorer, og skabe nogle rammer, hvor folk synes det er sjovt at være her også selvom talentet eller viljen måske ikke er, hvad den har været.
I foråret lå de til oprykning med 4 runder igen, men skader og afbud resulterede i en hæderlig 4.plads.
FC Jourventus er et hold bestående af journalist-studerende fra SDU, som netop har færdiggjort deres 3. Sæson i B.1913.
Journalisterne er et eksempel nogle af de universitetshold, som rigtig gerne vil have mange flere af. De er på et studium, hvor der grundet uddannelsens opbygning hele tiden er stor udskiftning, men de driver holdet meget struktureret, og sørger for at sende stafetten videre til et nyt kuld af journalister hvert år.
De har blandt andet skrevet en stor eksamensopgave om klubbens historie, som kan læses på www.blåtblod.dk.
Holdet kvalificerede sig til oprykningsspillet, men en smal trup blev ramt af mange skader, som ødelagde forårssæsonen for dem, hvilket betød at de ikke rykkede op.
Lokomotiv Odense er endnu et lukket hold, som i år spillede deres første sæson i klubben.
Det er en gruppe meget aktive og engagerede unge mennesker, som også involverer sig i foreningslivet her i B.1913, hvilket vi er meget glade for.
Holdet har været suveræne i Serie 4, og vil i foråret være at finde i Serie 3.
De har vundet 16 kampe, spillede 1 uafgjort og tabt 2 kampe, i det forgangne år.
Dameafdelingen
Klubbens dameafdeling er en enormt velfungerende afdeling, takket være Lasse Algren og Bent Kottal, som overtog holdet tilbage i 2014.
Vi skylder Lasse og Bent en kæmpe tak for deres store og uvurderlige arbejde med pigerne.
Holdet sluttede på en 3. Plads i Albaniserien i foråret, hvorefter Jeff Sand overtog holdet, som afsluttede efterårssæsonen på en 2. Plads.
Højdepunktet for året var, da holdet i sommers vandt Pokalturneringen, efter en spændende finale mod Middelfart, som blev vundet efter straffespark.
Vi har 2 tilmeldte damehold, men har i årets løb været lidt udfordret på antal. Vi har derfor lavet en aftale med en gruppe af mediestuderende piger, som vi håber starter op i foråret, så vi fortsat har to 11-mandshold.
Ungdom
Peter Schousboe og Klaus Sig Larsen tager sig af vores yngste årgange, hvor der stille og roligt kommer flere til.
U9-U10 er vi ved at have fået et ganske fornuftigt hold under ledelse af Villy Nordfeldt.
U12+U14 bliver trænet af Jesper Stubberup med hjælp fra Pelle og Jan Rix.
U12 var ganske suveræne i efteråret og vandt deres række med maksimumpoint.
Vi kunne dog godt bruge, at der kom et par nye spillere til, i denne årgang.
Nye spillere er der kommet henover efteråret til vores U14, så de nu er blevet særdeles konkurrencedygtige.
De har udviklet sig eksplosivt, men skulle først lige vende sig til at spille 11-mands.
U17
Vores U17 bliver trænet af Daniel og Villads og sluttede sæsonen på en 5. Plads. Dette er et fint resultat, men der skal stadigvæk arbejde meget for, at vi også har et U17 hold efter sommerferien, da vi der bl.a. vil være udfordret på antallet af spillere.
U19
Er den helt store solstråle historie i år. Da vi gik på sommerferie havde vi 6 spillere. Nu har vi 2 hold. Det skyldes en fantastisk ihærdig indsats af holdets trænere, Søren, Jannik og Jonas, samt Peter Skov som holder sammen på tingene.
Der er blevet skabt nogle rigtig gode rammer omkring holdet, som betyder, at spillerne kan lide at være i klubben. I denne forbindelse vil vi gerne takke Old Boys afdelingen for deres hjælp med indkøb af nyt træningstøj
1.holdet har klaret sig fornuftigt i Mesterrækken, mens 2. Holdet som forventet har været lidt udfordret i A-rækken.
Old Boys
Grand Old Masters (over 60 år), blev nr. 2, efter Tårup.
Super Masters (over 55 år), sluttede på 2. Pladsen, 2 point efter De Stribede fra Ådalen.
Jeg ved at holdene har været udfordret på antal, og vi håber, at man i Old Boys afdelingen kan få rettet op på dette, da det for os som klub er utrolig vigtigt fortsat at have en stor og aktiv Old Boys afdeling.
E1913
Erhvervsklubben som blev etableret i 2015, gik I år ind I sit 2. Leveår. Netværket består pt. af ca. 15 virksomheder. Målet er, at netværket skal bestå af ca. 25 virksomheder. E1913 er et uafhængigt netværk med branche-eksklusivitet, og er ej at forveksle med klubbens sponsorarbejde, som foregår sideløbende med dette netværk.
Netværk var sidste år på Wembley til Ligacup-finalen mellem Manchester City og Liverpool, og i år gået turen til Anfield Road.
Netværk har bidraget med økonomisk hjælp til klubben, Senest i sommers, hvor netværket skænkede klubben en “bonus” på 50.000 kroner i forbindelse med oprykningen til Danmarksserien.
Ole Schmidt, Kenneth Gregersen og Jacob Andersen er de store drivkræfter i dette projekt. En stor tak til dem for deres flotte arbejde.
Anlæg
Vi har i årets løb, ansøgt Odense Kommune om midler til at få renoveret vores stadion. Kommunen har imødekommet vores ansøgning, og vi vil derfor i foråret påbegynde en større renovering af stadion.
Det kan ske, at vi bliver nødsaget til at gøre Bane 2 til kommende stadionbane, men dette er noget vi har en dialog med SDU omkring.
Vi forventer fortsat, at forårets hjemmekamp bliver afviklet inde på bane 1.
Endvidere planlægger vi en mindre renovering af nogle af klubbens omklædningsrum.
Cykelløb
For 2. år i træk, afholdte vi i September måned klubbens sponsorcykelløb. Stor tak til Preben Rasmussen samt Old Boys afdelingen for deres arbejde i forbindelse med cykelløbet. Løbet er en stor og vigtig indtægtskilde til klubben, som vi skal forsøge at bevare og udbygge i det kommende år.
Lars Bo
2016 blev også året, hvor vi fik afviklet klubbens gæld til Lars Bo. Vi udsendte i den forbindelse en pressemeddelelse, hvori de nærmere detaljer om forløbet er beskrevet, men jeg vil endnu engang benytte lejligheden til på klubbens vegne, at undskylde til Lars og hans familie for tidligere bestyrelsers forsømmelser.
At denne sag er afviklet betyder, at klubben nu igen kan trække vejret økonomisk og bruge likviditet og midler på at udvikle frem for at afvikle (gæld).
Frivillighed
På sidste års generalforsamling, appellerede jeg til, at flere folk skulle have modet til at involvere sig i det daglige arbejde i klubben. Det er med stor glæde, at vi har kunne konstatere, at mange har haft en lyst til at involvere sig og påtage sig opgaver. Det er en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig må jeg også minde om, at vi alle sammen skal kunne være her, at vi I bestyrelsen nogle gange træffer nogle beslutninger, som der måske kan være uenighed omkring, men det vigtigste er, at vi bagefter stadigvæk kan arbejde sammen for De Blå.
Hænder kan vi ikke få nok af, derfor skal vi huske, at der også er en ny dag i morgen, hvor vi alle, sammen, skal kunne arbejde for De Blå.
Koncerter
I årets løb fik vi også en ekstra indtægtskilde, da Tine Thorning var primus motor for at få klubbens medlemmer til at hjælpe ved diverse arrangementer. Bl.a.. har vi hjulpet til ved AC/DC koncert i Århus (hvor hun havde 50 personer med) og vi var pænt repræsenteret i Kongens Have. Især dameafdelingen har været dygtige til at stille med hjælpere. Tusind tak for hjælpen Tine.
Tak
En obligatorisk tak til Lars Bo & Bamse
Tak til Petter Skov for hans store administrative hjælp, specielt omkring opkrævning af kontingent.
En stor tak til alle de frivillige ved vores hjemmekampe
En speciel tak til klub-fotografen Søren Tolberg for hans flotte arbejde med billeder og video i årets løb.
En stor tak til Preben Rasmussen for hans store arbejde i forbindelse med sponsorcykelløbet.
En tak til alle ledere og trænere i klubben.
En stor tak til klubbens Erhvervsnetværk og sponsorer for deres loyale opbakning til klubben.
Tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer, Jakob Andersen, Kenneth Gregersen, Annette Lylover, for deres indsats for klubben.
En helt specielt tak, til klubbens Kasserer, Tine Thorning. Jeg har været utrolig glad for det samarbejde vi har haft hjemme på kontoret, hvor jeg ved at du har ofret mange timer på B.1913. Det gør mig utrolig ondt, at du ikke kan fortsætte, men jeg respekterer din beslutning.
2016 har på mange måder været et udfordrende og til tider hårdt år, men når vi ser på de resultater, som vi har leveret både sportsligt og økonomisk, så har det været et af de bedste år i klubben, i flere årtier.
Vi er stadigvæk inde i en økonomisk turn-around, og selvom vi er nået rigtig langt de seneste 2 år, så kræver det stadigvæk enormt hårdt og målrettet arbejde, at nå det sidste stykke i mål.
Hvis vi skal lykkedes med genrejsningen af Boldklubben 1913, så har vi brug for hjælp, fra alle klubbens medlemmer. Det her er ikke kun en opgave for 8 bestyrelsesmedlemmer, men en opgave for alle de som ønsker at få B.1913 tilbage på landkortet.
Vi har været igennem nogle meget hårde og turbulente år, men nu begynder vi for alvor at kunne se lyset for enden af tunnellen.
Den energi og de kræfter som vi i de seneste år har brugt på at rydde op, kan vi nu investere i at skabe fremdrift og udvikling i klubben.
Men vi får brug for alles hjælp, så jeg håber at klubbens medlemmer vil stå sammen og tage ansvar for denne opgave, så vi i fællesskab kan få genrejst vores klub.
Albani-pokalen
Albani-pokalen er en pokal som historisk set er tilfaldet den spiller, som har udmærket sig bedst på banen, for klubbens førstehold i årets løb.
I år vil vi gerne belønne en spiller, som besidder nogle helt andre kvaliteter.
Albani-pokalen tilfalder i år en spiller, som faktisk ikke har spillet et eneste minut på klubbens førstehold i årets løb, men som alligevel er en af de mest respekterede spillere i vores 1-2 holds trup.
Han er et samlingspunkt i omklædningsrummet, og en person som også tager stor del i det frivillige og sociale arbejde i klubben.
En person som altid tænker på fællesskabet og klubbens bedste, fremfor sig selv, og som har en enormt stor andel i, at vi i dag har så velfungerende en senior-afdeling. Han er symbolet på, at der er andet i B.1913 end klubbens førstehold, selv om det som regel er dem, som stjæler opmærksomheden.
Albani-pokalen tilfalder i år – Mark Brinch.
Ungdomspokalen
Pokalen som årets ungdomsleder går til en dygtig og resultatorienteret træner der i kraft af godt humør, stor vilje og et endnu større engagement har været en drivkraft når det gælder, at skabe grundlaget for både den individuelle udvikling og for det gode fællesskab blandt drengene som han træner.
Han har selv spillet i klubben som yngre … og spørger I ham selv (eller drengene som han træner), så er det tilsyneladende slet ingen grænser for de tryllerier han selv har udført her på 13’s græs J.
Det skal jeg dog ikke kommentere på ... og det er da hellere ikke hans kvaliteter som fodboldspiller han skal hædres for her idag … men derimod hans evner som træner og inspirator.
For snart to år siden overtog du en afdeling med knap 15 spillere og året efter var de tæt på de 30. Sommeren 2016 stillede du dig så i spidsen for udfordringen i at genskabe vores U19-afdeling … og det med kun en håndfuld spillere til rådighed … to måneder senere rundede vi så de 30 indmeldte U19-spillere.
Ganske fantastisk og klubben skylder dig en stor tak for din utrættelige indsats.
Ikke mere snak - årets ungdomspokal går til … Søren Lehman Platz !!!
Æresmedlemmernes pokal
Det er æresmedlemmerne der peger på dem, der skal have æresmedlems pokalen. En stor ære for Peter at overrække pokalen til en mand der har gjort et stort arbejde i B.1913. Han har været med på mange fronter, bl.a. som spiller, bestyrelse og banko. Var for 10 år siden var han ved at går bort, men kom stærkt igen og har virkelig fortjent pokalen, Henning Skov Hansen.
Efter overrækkelsen af pokaler satte dirigenten bestyrelsens beretning under afstemning, og beretningen blev enstemmigt godkendt.
Dagsordenens punkt 3, fremlæggelse af regnskab til godkendelse
Kassereren fremlagde regnskabet for 2016
Desværre var 2.halvår ikke gået helt så godt som forventet, så derfor kun et overskud på 156.000. Gennemgang af regnskabet. Det flotte regnskab bliver enstemmigt godkendt.
Dagsordenens punkt 4, fremlæggelse af budget til godkendelse
Budgettet blev fremlagt af kassereren.
Budgettet er rettet ind, så det ikke indeholder uforudsete omkostninger.
Budgettet bliver enstemmigt vedtaget.
Dagsordenens punkt 5, indkomne forslag: Forslag til vedtægtsændringer
Petter Skov orienterede om baggrunden for vedtægtsændringerne. Det er hovedsageligt fordi Odense Kommune har ønsket visse præciseringer det. Vi vil gerne gennemgå ændringerne før afstemning. Da det har været lagt på nettet med mulighed for gennemlæsning, vedtager generalforsamlingen enstemmigt ændringerne uden gennemgang.
Dagsordenens punkt 6, Valg af kasserer
Lars Munk og Petter Skov vil i samarbejde tage sig af kasserer jobbet (politisk kasserer). Vi køber os til arbejdet med bogføring mv.
Lars Munk blev enstemmigt valgt som kasserer.
Dagsordenens punkt 7, vag af bestyrelsesmedlemmer
Dirigenten konstaterede, at der skal vælges et bestyrelsesmedlem for 1 år og 3 bestyrelsesmedlemmer for hver 2 år.
Formanden orienterede om, at Thomas Olsen, der ikke var til stede, havde givet tilsagn om at stille op til en plads i bestyrelsen. Foreslog derfor Thomas valgt for et år. Da der ikke var andre forslag, blev Thomas Olsen valgt.
Tre personer skal vælges som bestyrelsesmedlemmer for 2 år. Formanden introducerede de tre foreslåede kandidater, der præsenterede sig for forsamlingen.
Niels Beck: Har spillet fodbold mange steder, og har stort kendskab til bestyrelses- og sponsorarbejde.
Søren S. Sørensen: Vil gerne i gang med arbejdet i B.1913 og vil gerne deltage i at få baner og omgivelser i orden.
Rina Østergaard: Er interesseret i at engagere sig i at spillere undgår skader, så de stopper. Kan bruge sit netværk til dette. Vil gerne være med til få folk engageret til at bidrage med arbejde.
Der var ikke andre forslag, og de tre er valgt til bestyrelsen fr to år.
Valg af suppleant. Julie Visborg præsenterede sig for forsamlingen, og hun stiller op, fordi hun er opfordret til det, og det vil hun gerne . Julie valgt uden modkandidater.
Dagsordenens punkt 9, Valg af to revisorer og en revisorsuppleant
Kritiske revisorer Per Vingaard og Carsten Grønning og suppleant Ib Ketelsen var villige til genvalg. Der bliver forslået genvalg til alle tre og det vedtages under klapsalver.
Dagsordenens punkt 10, Eventuelt
Formanden orienterede om forholdene i Café 13: For øjeblikket er der flexjobbere for 12 timer. Skal der yderligere tilføres arbejdskraft, må det ske ad frivillig vej. Peter Nielsen (Mudi) tager ordet. Har fået en forespørgsel om oldboys vil dække tider ind. Vi skal have et fællesmøde med 25 nøglepersoner for at lodde stemningen om deltagelse i hjælp til bl.a. café.
Old boys bestyrelsen vil aktivere nogle flere medlemmer, så vi ikke ender som Tordenskjolds soldater.
Forsalg fra Rina om at oprette et udvalg, som kan styre caféen.
Så overrækker formanden blomster til Tine Torning, som har været en uvurderlig hjælp.
Blomster til Ib Ketelsen for indsatsen.
Formanden for oldboys, Peter Nielsen: Bølgerne har gået højt i 2016, vi skal se fremad og på det er normalt, hvad denne årstid byder på. Gode gamle old boys har indstiftet en pris, måske den eneste gang, at den uddeles, men de vil gerne være med til at sætte noget i gang. Der er tale om en Trivselspris, der skal medvirke til, en bedre omgangstonen, mere ligeværd, og B.1913 skal være et godt sted at komme. Trivselsprisen er på kr. 1500 og kandidater kan findes fra ungdomssiden, til de aller ældste. Hvad har de gjort godt og fremadrettet, vi viser vejen, vi ændrer tonen og atmosfæren i hele klubben. Alle kan indstille og indstilles, hvor en komité deltager med personer fra klubbens forskellige funktioner og vælger personen.
Tine Torning: De forskellige arrangementer betyder rigtig mange penge, så stor opfordring til spillere, forældre o.a. godtfolk om at deltage. Der er kun penge til dem, der tropper op, så kom ud og hjælp det gavner os alle.
Generalforsamlingen slutter og formanden runder af med opfordring til klubsangen, som istemmes med stor entusiasme.