Gamle Tretten-drenge donerer deres kamptrøjer
Du kan tage drengen ud af Tretten, men du kan ikke tage Tretten ud af drengen. For igennem godt og vel 104 år har en del dygtige spillere udviklet sig i vores blå klub. Spillere som sidenhen er blevet professionelle i både ind- og udlandet og har skabt nogle flotte karrierer rundt omkring.
Fem gamle spilleres match worn-trøjer er blevet doneret af spillerne selv og deres klubber for at skrabe penge ind til at forbedre og støtte op om forholdene i B1913. Trøjerne er alle blevet sat på auktion med forskellige sluttidspunkter, og der kan selvfølgelig allerede bydes. Der medfølger et certifikat til den enkelte trøje, der kan bruges som bevis på, at trøjen er blevet brugt af den respektive spiller.
Sebastian Dalgaard's trøje fra Oklahoma City Energy's 2015-sæson
Sebastian Dalgaard er fra vores dygtige årgang 91, der blandt andet tidligere har været trænet af vores nuværende U19-træner, Henrik Hansen. Han blev hentet til staterne og Oklahoma af Jimmi Nielsen (Den Hvide Puma) efter at have været på kontrakt i Brønshøj. Trøjen er en af de to, han havde til rådighed i sin første sæson i USA, og den er samtidig blevet signeret.
Auktionen slutter søndag den 4. marts kl. 19:13 - byd her.
Jeppe Grønning's trøje fra Viborg FF's 2012-13-sæson
Navnet Grønning giver genklang i B1913-sammenhænge - ikke mindst på grund af farfar, Kurt Grønning, der spillede i B1913 igennem 60’ernes storhedstid og sidenhen også har siddet i formandsstolen. Jeppe Grønning fik sin fodboldopdragelse i B1913 men har siden 2012 spillet 1. Division og Superliga i Viborg FF. Dog har Jeppe altid sin barndomsklub med sig, når han går på banen. Der er en dedikation til De Blå udtrykt ved rygnummeret, som han på denne trøje har signeret ovenpå. Trøjen er brugt igennem mange kampe i 2012-13-sæsonen og var blandt andet den, der blev brugt, da oprykningen fra 1. Division til Superliga blev en realitet.
Auktionen slutter søndag den 11. marts kl. 19:13 - byd her.
Lasse Kryger's trøje fra AC Horsens’ 2017-18-efterår
Lasse Kryger kom til B1913 i sommeren 2002 og nåede kun en enkelt sæson i klubben, inden han blev solgt videre til vestjyske Esbjerg fB. Og selvom det blev en kort fornøjelse, var Tretten stadig den sidste klub, inden karrieren for alvor tog fart. Sidenhen har Kryger blandt andet været i både Viborg FF og Horsens. Den donerede trøje stammer fra sidstnævnte. Trøjen blev blandt andet brugt i kampen mod FC København den 29. oktober, hvor Kryger blev skiftet ind i slutningen af kampen. Og så er den desuden blevet signeret foran af Lasse Kryger.
Auktionen slutter søndag den 1. april kl. 19:13 - byd her.
Johan Absalonsen's trøje fra SønderjyskE’s 2016-17-sæson
Et af de helt store talenter fra Campusvej er Johan Absalonsen, der i sin Tretten-tid blandt andet var med i TV 2-programmet, Talenterne. Absalonsen har haft en fornem karriere og været på nogle af de største danske adresser med spilletid for både Brøndby og FC København. Trøjen her brugte Absalonsen i udebanekampe igennem sin sidste sæson i SønderjyskE.
Auktionen slutter søndag den 8. april kl. 19:13 - byd her.
Jonas Borring's trøje fra FC Midtjyllands 2016-17-sæson
Der blev skrevet historie, da Jonas Borring satte rekord for at være den dyreste danske spiller, der nogensinde havde været handlet mellem to danske klubber. Angiveligt var prisen mellem FC Midtjylland og Striwerne på hele 21 millioner kroner, da Borring tilbage i 2008 skiftede til Herning-klubben. Borring var forbi Randers FC og Brøndby inden han igen havde et ophold i FC Midtjylland, hvoraf denne trøje stammer fra udekampene i 2016-17-sæsonen. Der medfølger desuden match worn-shorts i denne auktion.
Auktionen slutter søndag den 6. maj kl. 19:13 - byd her.