Menu

Frynsegoder til næste hjemmekamp

image
04. september 2018 kl. 09:30
Der er mange gode grunde til at komme til vores hjemmekamp mod Næsby på fredag.

Nogle kampe er bare en tand mere specielle end andre. Fredagens kamp er en af dem. For første gang i mange, mange år møder vi naboer fra Stærehusvej i Odense Nord, Næsby Boldklub, der sidste sæson rykkede ned fra 2. Division. Udbyttet i de første fem kampe er blevet til 10 point og en øjeblikkelige 2. plads. Kigger man på vores position med en nuværende 6. plads, skal man lige have in mente, at der trods alt kun er tre point til forskel.

Der er med andre ord rigtig, rigtig meget på spil på fredag kl. 17:45, når der fløjtes op på Campusvej. Derfor sker der også lidt ekstra. Til de første tilskuere, der støtter vores årstalsklub, bliver der delt gratis B1913-kasketter ud. De findes i et begrænset antal og bliver kun delt ud, så længe lager haves.

Der er heller ingen grund til at spise hjemmefra. Vores nyeste hovedsponsor Bull Burger sørger for at vende burgere hele aftenen. Så udover den sædvanlige gode frankfurter med brød er der altså også mulighed for at blive bespist af byens bedste burgerrestaurant, når Henning Andersen og hans burger-entourage ruller sig ud.

Hvis man bestiller en prøve af Fyens Stiftstidende inden fredag den 7. september kl. 12:00 via vores klubtilbud for kr. 49,-, giver vi et sæsonkort med oven i hatten. Sæsonkortet kan afhentes ved indgangen til lokalbraget selvsamme dag. De sæsonkort, der ikke bliver afhentet ved indgangen, vil i stedet blive afsendt med posten den efterfølgende uge. Med prøveabonnementet bliver avisen leveret til døren alle ugens dage, og samtidig har man fuld digital adgang. Der kommer ikke til at være noget bøvl med at opsige den, når måneden er gået - abonnementet stopper helt automatisk. For alle bestillinger, der kommer, støtter Fyens Stiftstidende samtidig med kr. 75,- til klubben. Prøveabbonnementet kan bestilles her.

Vi ses til kamp!

Luk