Byens bedste burgerrestaurant bliver ny hovedsponsor

Der kan måske synes langt fra en fodboldklub til en burgerrestaurant, men fokus og nøgleordet er kvalitet begge steder. Odenseanske Bull Burger, der efterhånden har over 10 år på bagen, bliver en ny hovedsponsor i B1913 fra begyndelsen af næste måned.
Odenseanske Bull Burger flyttede i begyndelsen af året restauranten fra Albanigade til Mageløs. Den nye lokation har bl.a. betydet, at man natten til fredag og lørdag har kunnet købe byens bedste burgere helt indtil kl. 5.
Formand Erik Knudsen glæder sig over det nye samarbejde, der kan betegnes som et skridt i den rigtige retning:
“Når vi præsenterer Bull Burger som en ny hovedsponsor i klubben, ser vi det som endnu et skridt, vi tager i den rigtige retning på styrke de sportslige og økonomiske rammer omkring klubben. Henning Andersen går ikke ind i klubben for sine blå øjnes skyld, men fordi vi fællesskab kan bidrage og tilføre hinanden noget. Klubben har sportslige ambitioner, og der er derfor også strategisk fokus på at opbygge og udvide sponsor- og erhvervsnetværk. Vi ser frem til samarbejdet og hilser derfor Henning Andersen, der i dag er ene-ejer af de to Bull Burger-restauranter på Mageløs og Middelfartvej, velkommen og er glad for at han også kan se fælles perspektiver.”
Ejer af Bull Burger, Henning Andersen, er også glad for, at det lykkedes at nå hinanden:
"Det er ingen hemmelighed at jeg ikke er født blå, men der sker rigtig mange ting ude i Campus-området henover de kommende år, som jeg ser spændende perspektiver i for min virksomhed. Af selvsamme grund har jeg tegnet et langt hovedsponsorat med klubben. Jeg blev mødt med et meget seriøst oplæg fra en gruppe mennesker, som virkelig brænder for deres klub og forening, hvilket også har haft en smittende effekt. Når det så er sagt, så er jeg gået ind i B1913 af forretningsmæssige årsager og på baggrund af de samarbejdsmodeller, som klubben har fremlagt for min virksomhed."
Sponsoratet mellem B1913 og Bull Burger løber frem til sommeren 2021.