Menu

Afgørende uge hvor intet må tages for givet

image
18. juni 2021 kl. 10:01
FC Djursland gæster Campus Road

Knapt har pokalrøgen fra opgøret mod Otterup BK lagt sig inden vi skal fokusere på det, som det hele drejer sig mest om - overlevelse i Danmarksserien.

Lørdag 19. Juni kl. 13.00 venter FC Djursland på hjemmebane i en kamp, der skal kaste gevinst af sig, hvis vi fortsat skal holde nedrykningsspøgelset for livet.

Vi modtog i løbet af ugen en sjælden gave, i form af en skrivebordssejr efter, at sidste uges modstander, Aarhus Fremad, havde brugt en ulovlig spiller, i den kamp, som de vandt på græsset med 1-2, men som nu bliver ændret til en 3-0 sejr  til os med tilhørende 3 point og en forbedring af målscoren.

Skribenten mindes kun ganske få fortilfælde af den slags. Vi fik i 1980erne point efter en kamp mod Greve IF, der ligeledes havde brugt en eller flere ulovlige spillere. Og så var der sagen med B1909 i starten af 1960erne, hvor vore røde venner for en gangs skyld havde vundet på græsset, men med en spiller hvis certifikat lå i Esbjerg. Så var det ud i Kildemosen med de 2 point og en 3-0 sejr.

Dagens modstander er en overbygning af Grenaa IF, AC Norddjurs og Trustrup-Ålsrode IF, en klub, der har haft en svær sæson i kreds 4, og ligger sidst i kredsen med 17 point og en score på 26-52. Men men de startede nedrykningsspillet med at slå Viby IF hjemme med 3-2 og spillede dernæst 3-3 i Varde.

Senest er det blevet til ét-måls nederlag hjemme mod Ringkøbing IF og ude mod TPI og reelt har dagens modstander ikke noget at spille for ud over æren, da der er 10 point op til Nørresundby og kun 9 af slagsen at dyste om. Alle slår alle i denne række, så de blå drenge skal agere som mænd, være klar fra starten og vise gæsterne, hinanden og publikum, at vi vil dette her.

 

Søren Tolberg

 

Luk